Skip to content

Indianna Dawn: ‘Somebody’s Dead’

22/09/2011

Indianna Dawn:‘Somebody’s Dead’

Udgivelsesdato: 12. September 2011

Indianna Dawn - Somebody's Dead


‘Lidt vaskeægte country’ kalder de det. Og selvom vi ikke har vidtrækkende plæner med ørken og prærieulve i Danmark, så har vi guitarer og vokal som Dianna Dønns, hvis navn vist nok lægger navn til bandet, og Nicoline Mørup. Tina Dickow kommer umiddelbart til tankerne, når man hører Indianna Dawn, og de tilhører da bestemt også samme genre. Om Indianna Dawns tekster og kompositioner når samme niveau som Tina Dickow kan I læse og høre nedenunder.


Gaffa:
4 noder ”Danske Indianna Dawn albumdebuterer med et helt igennem hæderligt værk, der fra ende til anden er spundet om country tilsat betragtelige doser pop. (…) Indianna Dawn havde taget sig endnu stærkere ud, hvis man på kompromisløs vis havde stræbt efter et mere rendyrket autentisk udtryk”

Lydtapet:
3 noder ”Indianna Dawn spiller alternativ country, med et par enkelte afstikkere til folk – og jazzede elementer (…) den konstante brug af banjoen på de 10 numre, gør, at den mister sin styrke og sin charme (…) Hvor ville jeg gerne høre denne plade, hvor den fik lov at være lidt støvet, og hvor den var knap så korrekt og perfekt indspillet. Det ville give en helt anden baggrund til Dianna Dønns meget fine vokal, for numrene er der.”

Jyllandsposten:
3 noder “Det er ikke de store livsfarlige chancer, som debutantbandet Indianna Dawn tager. Men man må give den danske gruppe den respekt, at den (…) ganske dygtigt spiller sig til en omgang country. (…) Det ville gavne oplevelsen af Indianna Dawn, hvis bandet enten satsede hundrede procent på et rustent udtryk eller den ultimative poppede oplevelse.”

Bandet nyder: 3.33 noder ud af 6

3 og en halv node


Heri finder du både banjo, country-guitar og country-vokal fra de to Dawn-damer. I stemningen har de også iført sig mokkasiner til denne lille huskoncert. Der er ikke mange deltagende, men de holder hovedet højt og lader banjoen ringe. Det er hyggeligt, og country er da også meget hyggeligt! Især med mokkasiner på.




Er mokkasiner yt? Er ordet ‘yt’ yt? Har country en plads i dit hjerte, så del din holdning i kommentarfeltet!

Suspekt: ‘Elektra’

21/09/2011

Suspekt:‘Elektra’

Udgivelsesdato: 12. September 2011

Suspekt - Elektra


Det bliver nærmest ikke mere beskidt end Suspekt. At kalde dem musikkens svar på Paradise Hotel er nok ikke noget Albertslund-trioen værdsætter, men der er mindst lige så meget sex i, omend en smule mere ‘fisse’ og ‘luder’. De satte for alvor præg på den danske ungdom med ‘Sut den op fra slap’, men med ‘Proletar (Hvor Jeg Står)’ var der også politisk orienteret hip hop. Men gruppen lever for det meste i et voldsunivers med sex, alkohol og ord, du ikke finder i retskrivningsordbogen. Fuck anmelderkorpset, lige meget hvad de synes. Fuck lortet.


Ekstra Bladet:
4 noder ”På ’Elektra’ er Albertslunds mest berygtede eksportvare altså præcis så grimme i kæften, som vi kender dem. Lyrikken er dog knap så toptunet som på den suveræne forgænger, ’Prima Nocte’ (…) Desværre bliver de poppede tendenser indimellem for forcerede – ’The Valley’ er bøvet elektro-pornopop – men til gengæld har lydarkitekt Rune Rask formået at integrere et symfoniorkester i tre numre (…) Verden er syg. Suspekt er syge. Det er ikke helt tosset.”

Soundvenue:
5 noder ”’Elektra’ er først og fremmest vanvittigt gennemarbejdet og understreger, at Rune Rasks produktioner ganske enkelt er i en klasse for sig – herhjemme i hvert fald. (…) emnerne virker umiddelbart også meget velkendte: Selvhævdelse, ligegyldighed over for kritikere og tvivlere og selvfølgelig en ordentlig spand sexfiksering (…) ‘Elektra’ er lyden af noget så sjældent som undergrund og mainstream i perfekt forening”

Gaffa:
5 noder “Suspekt er tilbage med endnu en omgang råt for usødet, endnu en stribe tracks, der har det særegne morbide, horror-porn-udtryk, som kun Suspekt kan (…) Musikken er mere symfonisk og storladen end nogensinde – men ikke mere, end den kan bære. (…) For den “gamle” Suspekt-fan er Elektra med garanti både for poppet og poleret, men set med andre og mere åbne øjne, så er det faktisk et ret modigt og fornyende rapalbum.”

BT:
5 noder ”Uden at bekymre sig om deres eget gode navn og rygte, griber Suspekt dybt i vores alle sammens mest forurenede fælles samvittighed. (…) som tilfældet er med al god oprørsk musik, er der på ’Elektra’ selvfølgelig tænkt over tingene. Og Suspekts nye er samtidig et imponerende gennemarbejdet musikalsk værk.”

Gamereactor:
5 noder ”I forhold til foregående udgivelser er Elektra mindre musikalsk varieret, og dyrker mere det mørke og dystre.Udgivelsen er mere tilbagelænet med et mere udtalt drum’n’bass-lydtapet, hvilket egentlig passer rigtig godt til Orgi-E’s og Bai D’s tekster. (…) Dog mangler Elektra noget af den variation, som der har været på tidligere udgivelser. Men alt i alt en super udgivelse, der vokser og vokser. Tag en lytter.”

Jyllandsposten:
4 noder “Åbnings-indslaget med ildevarslende kirkeklokker og ondt lurende filmisk hiphop lyder som en variation over hærge-temaet i titelnummeret fra albumforgængeren ”Prima Nocte”. (…) Som vanligt ved man ikke rigtigt, hvor man har Suspekt. Gruppen svælger fortsat i horror-æstetik, grå misantropi og verbale chokeffekter. (…) Et løjerligt album fra et band, som det er svært at blive klog på.”

Berlingske:
4 noder ”(…) vi har brug for et crew, der tør italesætte de grimme følelser i mennesket. Vi har dem alle sammen, men gemmer dem bort. Angste for at blotte dem for andre, angste for at rumme dem. Af angst for at blotte os selv og for at andre skal opdage dem. (…) De vil noget, tør noget, de provokerer, fremprovokerer. (…) Fire af de 12 tracks er musikalsk uinteressante, men resten, deriblandt tre oplagte radiohits, er snart sagt en nærreligiøs renselsesproces at komme igennem.”

Århus Stiftstidende:
4 noder ”(…) det er blevet en smule mere poleret, både musik og tekster, men der er stadig masser af kanter at skære sig på. De rapper fedt – Bai-D og Orgi-E – straffer stemmebåndene henover de velgjorte produktioner, det kan ingen tage fra dem (…) Suspekt har for længst taget Danmark med storm, ganske fortjent, men det er også som om, man har hørt det hele før.”

Politiken:
4 noder “Dansk hiphops ypperste mørkemænd, Suspekt, er tilbage. (…) Nu skal der atter hores og kneppes og knaldes og danses med Djævlen. Og det er nu engang her, Suspekt er allerbedst. (…) Suspekt har stadig et libido på størrelse med Jylland. (…) det sproglige overskud på sangene fejler overordnet set intet, ligesom tredjemand Rune Rasks fingerspidsfornemmelser ved producerpulten er en ren, rå fornøjelse at lægge ører til.”

Bandet nyder: 4.44 noder ud af 6

4 og en halv node


Det startede med ‘Klaus Pagh’, og er siden blevet til ‘Ruller Tungt’. Men allerførst handler det om Suspekt og Klaus Pagh. De er svaret på Klaus Pagh, og de svarer i den vanlige stil med sex, dyster vokal, solid rap og dunkelt trommespil. Tjek selv videoen. Der er sex, og meget få billeder af Klaus Pagh. Fucking fedt, ikke?




Fisse. Lort. Proletar. Pik. Provokeret eller bare en smule tændt? Er din cd-afspiller tændt på Suspekt? Skriv en kommentar forneden!

Mikael Simpson: ‘Noget laant, noget blaat’

19/09/2011

Mikael Simpson:‘Noget laant, noget blaat’

Udgivelsesdato: 5. September 2011

Mikael Simpson - Noget laant, noget blaat


Mikael Simpson har regeret den danske, akustiske lo-fi dub-scene i Danmark i en rum tid nu, og nu er det på tide med opfølgeren til anmelderhittet ”Slaar skaar”. Simpson fortsætter stilen med dobbelt-a’et, men generelt er der tale om en mindre elektronisk skæring denne gang. Tidligere var der den elektriske ‘Elektronisk blaa’, men denne gang er der blandt andet den langt mere jazzede ‘Morgenlys’. Men Mikael Simpson har jo også jazz i blodet, men åbenbart ikke nogen å-tast på sin computer. Om anmelderne har, kan I læse forneden.


Århus Stiftstidende:
4 noder ”»Noget laant, noget blaat« er på mange måder Mikael Simpson classic: Lommefilosofisk, tårevædet melankoli i en sarkastisk og afvæbnende indpakning. På andre punkter adskiller albummet sig dog fra alt, han tidligere har lavet. (…) Resultatet er blevet langt varmere end vi er vant til, og det er ret forfriskende at høre Simpsons lyse vokal”

Ekstra Bladet:
4 noder ”Ikke alt er dog, som det plejer i særlingens trøstesløse univers, for han har lukket lydmagerne Peder og Asger Baden ind i terapigruppen. Sammen har de skabt et mere håndspillet(…) nærmest jazzet tusmørke-udtryk(…) den blot 34 minutter lange og noget kaotiske plade sluttes smukt og stemningsfuldt af med instrumentalnummeret ’Lillebasdur’.”

BT:
4 noder “Overordnet set minder det jazzede udtryk en del om Simpsons ”Vi sidder bare her”-projekt med Jørgen Leth og Frithjof Toksvig, og sidstnævntes Ekko-projekt er en anden åbenlys reference. Ligeså hyggeligt, veludført og pænt er det. (…) Det ville simpelthen klæde den gode Simpson at udvide sit café-jazzede udtryk med lidt musikalsk anarki og skramlen.”

Undertoner:
5 noder “hvis man kigger på de tidligere singleudspil (…) er der sket en stor udvikling. Både i lyden, der i stigende grad inspilles analogt, men også i variationen i numrene (…) På tekstfronten (…) formår han at skrive noget, der både har indhold, men måske endnu vigtigere har personlighed. (…) Mikael Simpson overrasker ikke på Noget laant, noget blaat, men han formår endnu en gang at levere et album, der øjeblikkeligt får en plads i hjertet”

Jyllandsposten:
3 noder “Man kan ikke tage fra Simpson, at han kan håndtere ord. Men denne gang virker det for mange gange, som om der mere er leget end tænkt igennem og satset vildt. (…) producerne har villet iscenesætte solisten i en high definition-ramme. (…) Mikael Simpsons vokale muthed kan der ikke skrues ret meget op og ned for, og når stemningerne i numrene i en vis udstrækning minder om hinanden, bliver det samlede indtryk for ensformigt.”

Berlingske:
4 noder “Kadencen er stadig langsom, og sart opmalede stemninger går stadig forud for hårdtskåret melodik. (…) Simpsons enkle, melankolske og glimtvist twistede sprog virker mere gennemarbejdet end tidligere (…) Når »Noget laant, noget blaat« alligevel ikke når derop, hvor stjernerne sidder rigtig tæt, skyldes det den tomgang, der momentvist melder sig på det 34 minutter korte album.”

Politiken:
4 noder “Kombinationen af komplet illusionsløse tekster og sarte små, musikalske forskydninger i en højst egenartet minimalistisk popmusik er kernen i Mikael Simpsons udvikling fra album til album (…) Selv om resultatet bestemt er et fint Mikael Simpson-udspil, når det kun i glimt samme høje niveau og gennemslagskraft som ’Slaar Skaar’. (…) ”

Soundvenue:
4 noder “Titlen indikerer, at hovedpersonen muligvis snart skal en tur op ad kirkegulvet. Lytter man til albummet, står det imidlertid klart, at helt så rosenrødt forholder det sig ikke. (…) Albummet er(…) hverken Simpsons bedste eller mest helstøbte til dato, men bundniveauet er højt, og det klæder ham at prøve kræfter med et mere alsidigt og kontrastfuldt udtryk, hvor solen får lov at skinne lidt ind mellem sprækkerne.”

Gaffa:
5 noder “Mikael Simpson har med sit femte album begået en mørk og melankolsk, foruroligende og hjemsøgende, uhyre stemningsmættet og intenst knugende lille genistreg af et værk. (…) På vokalsiden er mandens på samme tid varmt dybe og sårbart lyse stemme som altid et fornemt og helt hypnotisk aktiv (…) Lad Det Staa og Lige Før Vi For Vild er højdepunkter på et værk, hvor selv det et minut lange instrumentale mellemstykke Induktion fungerer flot.”

Kunstneren nyder: 4.11 noder ud af 6

4 noder


Det virker måske lidt malplaceret at spille en udpræget sommersang for jer her i efteråret, men vi kan godt lide at holde fast i forsvundne årtider ved hjælp af musik, så her har I Mikael Simpsons sommerhit, ‘Morgenlys’, der demonstrerer noget af al den jazz, der er snakke om.


Den elektriske stemning udgår lidt i ‘Morgenlys’, men den kan I finde på ‘Hvor lander du’ lige her:



Laaner du noget blaat? Skriv du Aalborg med Å? Savner du også lidt sommerstemning? Del din musikalske holdning forneden og få udelt opmærksomhed!

I Got You On Tape: ‘Church of the Real’

13/09/2011

I Got You On Tape:‘Church of the Real’

Udgivelsesdato: 5. September 2011

I Got You On Tape - Church of the Real


I Got You On Tape har gået en sejrsgang hos de danske anmeldere siden de dukkede op med singlen ‘Somersault’, der siden er blevet fortolket af Jens Unmack og Jannis Noya Makrigiannis i DR Backstage. Som opfølger til gennembrudsalbummet ‘2’, kom ‘Spinning For The Cause’ og gentog succesen og høstede derudover en P3 Guld-pris for det. IGYOT er altså ikke et ubeskrevet blad, og vi ved, at det nye album er ventet af mange, og derfor er forventningerne høje. Om forventningerne bliver indfriet i hvert fald hos de danske anmeldere, kan du læse herunder.


Århus Stiftstidende:
5 noder ”IGYOT er skoleeksemplet på, at talent og kommerciel succes ikke nødvendigvis hænger sammen. (…) Heldigvis lefles der ikke, om end både titelsporet og »Run From the Rain« har oplagt hitpotentiale. IGYOT holder – kun afbrudt af en lettere bizar autotune-sag – et højt niveau hele vejen hjem.”

Lydtapet:
5 noder ”efter utallige gennemlytninger sidder man tilbage med et album der ved første strejf, syntes ”anderledes”, men alligevel ender med at være I Got You On Tape i reneste (super)form (…) Church Of The Real er lyden af en fortsat eksperimenterende rock kvartet, som til stadighed har modet til at udfordre lytteren. (…) endnu en gang, sidder man tilbage og må folde hænderne af ren og skær begejstring for det 45 minutter lange musikalske himmeltogt i Church Of The Real.”

Ekstra Bladet:
4 noder “Den københavnske kvartet leverer i form af driftsikre ’Church of the Real’ deres mest imødekommende album, og slænget trisser mekanisk omkring i komfortable sutsko på en omgang sløvt blegfunky diskofili med ølvommen døsigt skvulpende. (…) ’Church of the Real’ er alt i alt et mageligt dunkende album, der egner sig glimrende til en svingom i slåbrok på en stenet søndag formiddag i hjemlige omgivelser.”

Jyllandsposten:
2 noder ”Når det kommer til stykket, udebliver det store sus. (…) Det gavner heller ikke oplevelsen af denne udgivelse, at tekstuniverset alt for ofte er præget af en sløv omgang engelsksproget sludder og vrøvl, som sangeren Jacob Bellens højtideligt formidler, som om det er stor poesi.”

Soundvenue:
3 noder “efter tre formidable album på stribe er sejrsstimen desværre slut for denne omgang. (…) Man kan nemlig være for eller imod bandets udvikling væk fra det frodige og organiske og mod det mere synthpoppede, men bekymrende er deres pludselige mangel på mesterlige melodier. (…) Lad os krydse fingre for en snarlig tilbagevenden til deres sædvanlige magiske niveau.”

Gaffa:
5 noder ”Faktisk skal man lede hårdt og længe efter negative nedslagspunkter på Church Of The Real, hvis udtryk hist og her er en kende lysere, end man tidligere har været vant til fra gruppen. (…) Det er et dragende univers, der åbenbarer sig på Church Of The Real, som formår at bevæge sig ubesværet ind og ud af en række forskellige genrer og virkemidler, uden at give afkast på den særlige lyd og dermed den stemning, I Got You On Tape pakker deres numre ind i.”

Berlingske:
4 noder “Popmusik kan være let og ubekymret. Eller det stik modsatte, anstrengende og forbandet selvhøjtidelig. Den kan være, lige hvad den vil. Og det er den på »Church Of The Real« (…) Selv om tonen igen knyttes an til den mørke kunstneriske retfærdighed i musikhistorien, der bærer navnet Joy Division, er Tape anderledes milde og imødekommende”

BT:
5 noder ”Hvem skulle have troet, at vi i 2011 i dansk toprock skulle høre ekko af noget så umoderne som Genesis og Allan Parsons Project. (…) ’Church of the Real’ er et værk, der bør indtages på én gang.Med hver sin midnatsnuance, der i fællesskab skaber det forrygende lydmaleri, glider sangene nemlig naturligt over i hinanden. (…) ’I Got you on Tape’ er et gruppearbejde skabt i rockhimlen.”

Politiken:
5 noder “Dvælende langsomt tripper den ind under Jacob Bellens magtfuldt kontrollerede vokal, svuppende på synthesizerens gummistøvler. (…) Albumtitlen er velvalgt, for der er noget næsten salmeagtigt over sange som ’High Water’, mens I Got You On Tape hælder altervin i halsen direkte fra flasken i ’Beneath A Cloud’ med vocoder og elektroniske beat. Det hænger sammen, og man får lyst til at gå i denne ’kirke’ igen og igen.”

Bandet nyder: 4.22 noder ud af 6

4 noder


”Everybody will run from the rain. They’ll be shouting again and again.” Det forudser forsanger Jacob Bellens på singlen ‘Run From The Rain’. Vi forudser en hær af folk, der går i regnen og synger i stedet. Synger ‘Run From The Rain’. Måske ser de den her musikvideo, der godt nok ikke er officiel, men alligevel mørk, elektronisk og musikalsk; ligesom IGYOT. Hvis I fanger jer selv i at løbe fra regnen, så sæt lige IGYOT på. I kan starte her:




Du har dem nok ikke på bånd, men har du dem på CD/LP? Hvad synes du om det seneste udspil? Har Soundvenue og Jyllandsposten ret, eller svimer du ligesom resten af anmelderkorpset? Skriv en kommentar forneden!

Laust Sonne: ‘Laust Sonne’

12/09/2011

Laust Sonne:‘Laust Sonne’

Udgivelsesdato: 29. August 2011

Laust Sonne - Laust Sonne


Der er skræmmende meget Private over Laust Sonne. Selvom kunstneren kommer fra et udpræget rock-band, D.A.D, så er det for det meste pop, der er at finde på debutalbummet. Vokalen har også et stænk af Thomas Troelsen, der ligeledes passer til Laust Sonnes dekadente kostume på albumcoveret. Om albummet er ligeså udpræget og anderledes, kan anmelderne afsløre.


Soundvenue:
2 noder ”Bevægelsen mod et mere elektronisk udtryk kunne allerede fornemmes på den efterhånden to år gamle singleforløber ‘Spell On You’, som var en flirtende og veloplagt skive pop med Prince-falset og spændstigt basspor. Det niveau lever Laust Sonne desværre ikke op til på resten af albummet, der har svært ved at finde sit ståsted. (…) Et skuffende udspil fra en musiker, der givetvis har mere i sig.”

Lydtapet:
3 noder ”Laust er en mand af mange talenter, men derfor var det nu alligevel en overraskelse for de fleste, da han sprang ud som rendyrket popdreng. (…) albummet ender (…) som en noget uforløst affære. Jeg tror stadig, han har et lækkert popalbum i sig. Med Laust Sonne er han på vej, men har ikke nået destinationen endnu.”

Gaffa:
2 noder “Laust Sonne har kastet sin kærlighed over diskomusikken og forsøger på albummet at få en tidssvarende lyd ud af festlighederne. Det lykkes langtfra overbevisende. (…) Laust Sonne er en noget forudsigelig maskinpark, der i sine dårlige øjeblikke lyder som en X Factor-vinder, der er blevet produceret af Thomas Troelsen.”

Berlingske:
3 noder ”Denne gang kaster Sonne sig over poppen fra forskellige vinkler (…) Resultatet lyder både godt og hult. Det store lydbølgebrydende hit mangler, men melodierne lander dæleme. (…) man bliver i tvivl om, hvorvidt det er rene formeksperimenter, der fylder højttalerne? Skabt fordi han kan.”

Jyllandsposten:
3 noder “Nu skal det være anderledes, og Sonne tager et opportunistisk kæmpespring fra kringlet progrock til tøse-tidsrigtig pop (…) Godt håndværk og flere fine melodier sikrer dog Laust Sonne en kommerciel lottokupon med pæne vinderchancer. Bl.a. i form af den electro-smidige og falset-fede ”Lost My Heart”.”

Kunstneren nyder: 2.6 noder ud af 6

2 og en halv noder


Selvom det ikke er den primære single, så er ”Lost My Heart” lidt nyere, og så er videoen også en tand mere lækker at se på af … feminine grunde. Vi syntes ”Spell On You” var lidt for underlig. Men den kan I heldigvis finde og downloade på hans Facebook-side, som I finder ved at klikke på kunstnernavnet i toppen. ”Lost My Heart” er også meget danse-venlig, og dansabel musik kan vi rigtigt godt lide. Så hvis I tager til fest på fredag, så tager lige Laust Sonne med. Det kan være han finder sit hjerte.




Er Laust Sonne en utroværdig pop-spiller? Er han klædt helt korrekt til sin rolle? Er musikken til at danse til? SKRIV en kommentar nedenunder!

Marie Key: ‘I Byen Igen’

06/09/2011

Marie Key:‘I Byen Igen’

Udgivelsesdato: 29. August 2011

Marie Key - I Byen Igen


Udtales ‘kæj’, hvis altså du skulle være i tvivl. Engang havde Marie Key et band, men nu er hun alene på albummet ‘I Byen Igen’, der har en kant af Helle Helle over sig, blot eksisterende i en storby. Marie Key skildrer storbyliv på en let måde, der egner sig godt til den danske electropop. På kun 37 minutter, er der tale om et meget lille album. Men så længe hvert eneste minut fungerer, så er det jo okay. Det kan anmelderne nok svare på om de gør.


Soundvenue:
4 noder ”(…) under den glitrende (og ekstremt indbydende og iørefaldende i øvrigt) electropop-overflade gemmer sig noget så gammeldags som en reel samfundskritik. (…) Keys vokal er så rig på nuancer, overraskende fraseringer og skæve knæk, som gør at de personlige og kvikke tekster hele tiden fortolkes, så man lige lytter en ekstra gang. (…) Fordi produktionen er så glat som den er, skal sangmaterialet dog være i orden, før man virkelig rammes. Det er det ikke hele albummet igennem”

Jyllandsposten:
3 noder ”Hun har meget på hjerte om kærligheden, byen og samfundet, og man kommer ikke uden om, at der er noget talentfuldt over hendes måde at sætte ordene sammen på i sine personlige fortællinger. Desværre kan ordene ikke gøre det alene. Der er for mange sange, der ikke for alvor gør opmærksom på sig selv (…) Derfor passer det ikke, når hun synger ”Mere snak – mindre musik”. Der skal være mindst lige så meget musik næste gang.”

Gaffa:
4 noder “Sanger og sangskriver Marie Key har droppet bandet og sangene om de skæve eksistenser her på sit tredje og til dags dato mest personlige udspil. (…) Nu handler det næsten udelukkende om Marie Key og kærlighedens trængsler. (…) Der er tale om kuldslåede elektroniske klange, der nænsomt pakker Marie Keys undertrykte desperation ind. (…) Men det er tristessen og skrøbeligheden, der tegner albummet, og som for alvor rammer rent i den foruroligende Hun Er I Byen Igen.”

Politiken:
4 noder “Et ganske anderledes Key-album, hvor (…) den poetiske åre snor sig mellem porøse kærlighedssange og et par underspillede opsange til os alle. (…) Samfundskritik er for fastlåst en betegnelse, for Marie Key holder hele tiden fortolkningens dør åben i de nye sange, der har en anelse mindre spræl i sproget og ikke så mange finurlige fortællinger. (…) Sådan skærer man en fornem lille popplade med masser af personlighed.”

Berlingske:
4 noder “De klare keyboard og stilfærdige programmeringer står (…) godt til Marie Keys lyse, uskolede vokal og ydes fint modspil af teksterne. (…) Vel er der enkelte numre, som hverken gør fra eller til, men »I byen igen« er ikke desto mindre en gave for enhver, som savner på én gang florlet og vægtig popmusik. Velgørende.”

Kunstneren nyder: 3.8 noder ud af 6

4 noder


Mere snak, mindre musik. Jyllandsposten synes der skal mere musik i Kæjs univers, men ikke desto mindre er der meget musik at hente i singlen ”Mere snak, mindre musik”. Der er både synth og et bagomliggende stille pop-beat. Der er heller ikke sparet på snakken, da der er et poetisk billede åbent til fortolkning. Derudover så får I også mulighed for at vænne jer til Kæjs stemme inden albummet potentielt ryger ned i indkøbskurven.




Mere snak eller mere musik? Mindre snak eller mindre musik? Er du behaget over ‘I Byen Igen’, så sig til nedenunder!

The Storm: ‘Rebel Against Yourself’

06/09/2011

The Storm:‘Rebel Against Yourself’

Udgivelsesdato: 29. August 2011

The Storm - Rebel Against Yourself


The Storm er blevet revset i kritikkens verden for at være en storm i et glas vand. De har prøvet for hårdt at være noget de ikke var, og det har endt i et upersonligt lydunivers, der har foden i både rock- og poplejren. Men som BT skriver, så er de hoppet med hovedet i poppens verden. De har fået hjælp fra både det svenske band Kent og endda den danske hitmager Kato har remixet singlen ”Lost In The Fire”. Den svenske indflydelse opdager mange af anmeldelserne i den Abba-lignende lyd. Om det fungerer kan du læse nedeunder.


Jyllandsposten:
4 noder ”Pernille Rosendahl og Johan Wohlert (…) er nået frem til, at de ikke kunne blive ved med at forsøge på at lyde som (dårlig) melodisk manderock fra 1970’erne og 1980’erne. (…) Det nye opus besidder en grundlæggende underholdningsværdi med elementer fra bl.a. melodiøs og pompøs britisk/irsk rock, svensk pop og rock (…) og dansk dansemusik (…) Det bliver spændende at se, om The Storm vælger at se fremad ved hovedsageligt at spille de nye sange. Man har lov at håbe.”

Ekstra Bladet:
3 noder ”(…) parrets hidtil væsentligste skive – eller snarere mindst ligegyldige. (…) Den mekaniske lyd dunker på grænsen mellem kitsch og smagløshed, men pladens overdrevent kunstige klang hærder faktisk numrene (…) jyden har samtidig (…) brugt sin stemme bedre end på ’Rebel Against Yourself’, der indikerer, at vinden langsomt er ved at vende for The Storm.”

BT:
4 noder “Pernille Rosendahl (…) er stadig ikke verdens bedste tekstforfatter.Men med en stemme, der uden problemer når helt derop, hvor popguderne må gispe, kan den slags bagateller let synges hjem – især når melodierne er så stærke, som de er. (…) alt i alt er ’Rebel Against Yourself’ et stort skridt i den rigtige retning for et tydeligvis ambitiøst band, der (indtil nu) bare ikke rigtig har turdet indrømme, at de er et popband.”

Soundvenue:
3 noder “Man kan sagtens lave skematisk og hit-jagtende electropop med kant eller tungen i kinden. (…) Det lykkes ikke for The Storm (…) Når The Storm rammer rigtigt, som på de storslåede electrohymner ‘Everything Hurts’ og ‘Lost in the Fire’, er de svære at afvise. Så nynner man med helt frivilligt, fodvippende og alting.”

Gaffa:
4 noder “Alle 10 skæringer holder et, nå ja, stormfuldt højt niveau. (…) et eldorado af 80’er- og 90’er-popinspiration. Fra ABBA til Pet Shop Boys. (…) udtrykket er lige så personligt og intimt som en stue i Bo Bedre. Det ændrer dog ikke ved, at dette er det hidtil bedste udspil fra The Storm.”

Berlingske:
4 noder “Disco, synthpop og eurodance kombineret med en bund af simpel rock. Det er dansabelt, storladent og melodierne er kun blevet bedre. (…) Hun(red. Pernille Rosendahl) er ikke en stor sangerinde, og hendes vokal bliver stedvist decideret trynet af musikken. (…) Og de engelske tekster, ja og ak… Men det hele reddes af de smittende, anmasende, skønne og vulgære popmelodier.”

Politiken:
3 noder “The Storm har simpelt hen lavet en svensker. (…) Men den gennemgående ret bastante produktion og ditto sangskrivning gør imidlertid, at ’Rebel Against Yourself’ som helhed lander noget tungt af en popplade at være. (…) kun ’A Change is Gonna Come’ har, hvad der skal til, for at blive en slags klassiker, mens resten ’bare’ er veltillavet, jævnt iørefaldende rockpop.”

Lydtapet:
4 noder “The Storm har omfavnet poppen, og i sær eurodance-lyden men har ikke glemt rockens storladne melodier og omkvæd, hvilket kan give nogle interessante kompositioner, og det gør det også, til tider for The Storm. (…) Heldigvis går der ikke rendyrket disco-pop i The Storm, og på balladen ”Before Dawn” folder de sig ud og viser at de ikke helt har solgt deres navn til klubberne, men stadig har tæft for de store og fyldige klangflader og de store melodier.”

Bandet nyder: 3.63 noder ud af 6

3 og en halv node


Hvis du har levet under en sten de sidste måneder, eller i hvert fald haft slukket radio og tv, så har du nok ikke hørt singlen ”Lost In The Fire”. Den er blevet kampspillet på de fleste radiokanaler, og med god grund. ”Lost In The Fire” har alt det, der skaber et hit. Om det er et hit hos dig, kan vi ikke vide, men her er singlen i hvert fald, så du kan høre i hvilken retning ‘Rebel Against Yourself’ går i.




Er det dårlig humor at kalde The Storm for en storm i et glas vand? Er det dårlig smag at høre The Storm? Del din musikalske mening!

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.